145
han. "Det var som et lille Kapitel af Deres Liv, der viedes til mig. Se," vedblev han, "her er Skørter af Silke, — Strudsfjer og den Dragt, som De nu bærer. Stykkevis kom De til mig — Støvler, Chiffons og Deres fine, skære Linned. — Og denne Sommerrejse! Jeg fulgte Dem. Jeg saa Dem slængt paa Deres Ryg, medens Brænding brød ind over Deres spændte Bryster. Og De stod tilsidst for mig — hvid, kysk og kold — som De nu staar for mig — og ikke er min — som Deres Klæder er mine — — —." Han brød af: "Nej, tilgiv mig. Nu var jeg brutal, raa. Intet af Dem er mit. De skylder mig intet. Disse løse Blade, de smaa Breve, fyldte med Tal, som De sendte mig, disse Glimt af Dem selv. De uden Vilje, uden Tanke, lod flyve til mig, har rigeligt vederlagt det lidet, jeg kunde yde Dem."
Ida betragtede ham ængstet, pint af Skam, stivnet i Følelsen af, at der intet var at sige, intet at svare — intet at gøre — — —.
Og endelig fremstødte hun lavt: "Hjælp mig, Hugo!"
"Ja," sagde han. "De kan trække paa en Konto — som før."
Hun bøjede Hovedet: "Jeg skal tilbagebetale alt, om jeg faar Held."
"Og hvis De ikke faar Held?" Hans Smil forekom hende saa sørgmodigt.
"Saa —" sagde hun. "Hvis De til den Tid er i Live og er oven Vande, — saa — ."
