156
forudsætte altid en Selvovervurdering, eller i alt Fald, at vedkommende Individ ønsker af al Magt at hæve sig ud fra Masserne, som tilhørede en særlig Kaste eller lignende, og at han for denne Selvhævdelse ikke har noget virkeligt Program eller overhovedet noget fornuftigt Grundlag. Selvfølgelig bringer Livet saadanne Personer mange Skuffelser. Overalt støde de paa Modstande, eller de skabe sig selv Modstande. Og da de aldrig tilregne sig selv deres bestandige Uheld, tro de sig omgivet af Fjender, truet paa alle Kanter, miskendte, forfulgte. For en Militær, — der i vort lille Land navnlig i vore Dage, af Livet høster ringe Anerkendelse, som vurderer sig selv alene paa dette faktiske: at han endnu har en vis Magt, en vis Komando, Charge, — for ham ligger denne Skæbne meget nær.
De vil i alt Fald indrømme, at man i disse Tider indenfor den Klasse Mennesker, om hvilke vi taler, de Militære og overhovedet den gamle Overklasse, adskillige Gange kunne iagttage ejendommelige Fænomener, der betegne en degeneret Klasses, nervøst reducerede Typers Forsøg paa at hævde sig overfor en fremmed og fjendtlig, sejrrigt voksende Bevægelse. Saadanne Fænomener er mig forstaaelige; men jeg maa bestemt betegne dem som sygelige. Og Samfundet er ikke tjent med at have dem gaaende løse. Vi moderne Læger bryde jo i det Hele afgørende med den gamle fordærvelige Praxis: ved Stimulanser at forlænge Dødskampen for dem, der dog skal og
