162
han stillet sig i sin sædvanlige Fotografistilling, let foroverbøjet, hvilende paa venstre Ben og støttende sig til den sølvblinkende Sabel. Han konverserede Friherreinde Charlotte Staël-Winterstein. Den store, blonde Friherreinde saa bestandig ud over sin egen venstre Skulder. Leo tænkte, at hun maatte se Menneskene derude som hinsides en rund Høj af Sne. Hun smilede bestandig, hendes Tænder perlede bestandig mellem de fyldige Læber.
Og Spejlene fordoblede disse Smil, disse Uniformer, Robernes lyse Atlask, det høje Lys, de sagte Bevægelser — Spejlbillede bag Spejlbillede — til alt randt ud og svandt — —.
Løjtnant Clermont førte Paulina Mourell til Bords. Hendes Arm hvilede uden Vægt i hans, han skimtede hendes fine Profil, hun drejede nu Ansigtet imod ham, og han saa Spisesalens Krystalflammer samlede i hendes Pupiller: to kolde Lys. — De satte sig til Bords. Paulina spiste lidet, rørte næsten ikke sit Glas — — disse Glas, der stod langs det hvide Bord, svulmende fyldte med Glød, de syntes ham lig store Hjerter, der sugede til sig al Væske, al Farve, al levende Lue.
Paulina Mourel talte, hendes Stemme var uden Klang, hendes spinkle Skulder, der bestandig undgik at røre hans, var ganske hvid. Disse Skuldre og Brystet, der var saa fuldt blottet, syntes ham lidet levende; den blændende Hud var som frossen. Han anede en Manøvre af den blonde Baronesse: at han nu førte denne purunge Stamhusarving til
