163
Bords. Baronessen protègerede aabenbart endnu dette fortvivlede Parti.
Paulina vendte nu og da sine Øjne mod ham, smilede ogsaa nu og da. Smilet og Blikket syntes naturligt; og han anede en enkelt Gang endog et Skær af Glæde i dette mejslede og kolde Ansigt. Og han forestillede sig, at der alligevel bag den slebne Glasur brændte en lille Pigesjæl i hede, blot halvt bevidste Længsler. Men da han paany søgte hendes Blik, veg de blonde og kølige Øjne skræmte bort og søgte Hvile i et af Salens Lyscentrer. Hendes Hænder var blide og sikre som før, hendes Hud uden Skælven — kold, glat, haardfrossen. Men Leo Clermont forstod af Instinkt hendes Tanker; han sænkede sit Blik i Frygt, i stum Sympati.
Da han senere fra Rygeværelset, hvor Prinsen opfriskede Kaserne- og Krigsskoleerindringer med de gamle Kammerater, kom ind i Salonen, lagde den blonde Baronesse sin Arm i hans og førte ham hen til en Causeuse, der, ligesom i franske Skuespil, var skjult bag Viftepalmer.
Hun bøjede sit høje, ganske mælkehvide Bryst tæt mod hans Skulder. Der var en egen Friskhed over hendes yppige Figur. I hendes faste, gule Haar funklede et Diadem. Hun vuggede, medens hun talte, sin Overkrop i lad Rhytme.
"Hør nu, Clermont: De viser Dem for lidt; det er nødvendigt at vise sig i vore Kredse, — langt nødvendigere end at gøre sit Navn berømt ved krigerske Bedrifter. Jeg nævner tidt Deres Navn