Side:Sidste Kamp.djvu/172

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

163

Bords. Baronessen protègerede aabenbart endnu dette fortvivlede Parti.

Paulina vendte nu og da sine Øjne mod ham, smilede ogsaa nu og da. Smilet og Blikket syntes naturligt; og han anede en enkelt Gang endog et Skær af Glæde i dette mejslede og kolde Ansigt. Og han forestillede sig, at der alligevel bag den slebne Glasur brændte en lille Pigesjæl i hede, blot halvt bevidste Længsler. Men da han paany søgte hendes Blik, veg de blonde og kølige Øjne skræmte bort og søgte Hvile i et af Salens Lyscentrer. Hendes Hænder var blide og sikre som før, hendes Hud uden Skælven — kold, glat, haardfrossen. Men Leo Clermont forstod af Instinkt hendes Tanker; han sænkede sit Blik i Frygt, i stum Sympati.

Da han senere fra Rygeværelset, hvor Prinsen opfriskede Kaserne- og Krigsskoleerindringer med de gamle Kammerater, kom ind i Salonen, lagde den blonde Baronesse sin Arm i hans og førte ham hen til en Causeuse, der, ligesom i franske Skuespil, var skjult bag Viftepalmer.

Hun bøjede sit høje, ganske mælkehvide Bryst tæt mod hans Skulder. Der var en egen Friskhed over hendes yppige Figur. I hendes faste, gule Haar funklede et Diadem. Hun vuggede, medens hun talte, sin Overkrop i lad Rhytme.

"Hør nu, Clermont: De viser Dem for lidt; det er nødvendigt at vise sig i vore Kredse, — langt nødvendigere end at gøre sit Navn berømt ved krigerske Bedrifter. Jeg nævner tidt Deres Navn