Side:Sidste Kamp.djvu/173

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

164

for mine gode Venner. For lidt siden gjorde jeg Prinsen opmærksom paa, at De var tilstede, men da jeg søgte Dem for at forestille Dem for Hans Højhed, var De forsvunden i Vrimlen. De maa ikke forsvinde i Vrimlen, kære Ven." Og hun lagde sine milde Øjne med Venlighed i hans.

"Ida ser vi aldrig," sagde hun. "Ida er helt gledet fra os. Hun er kommen ind i en Kreds, som jeg slet ikke kender; men som jeg ikke troer godt om, og som ialt Fald staar betydeligt under vort Niveau. Jeg har set hende færdes alene med Mennesker af den Kreds paa Cykle og ved Sport, — i Selskab med Damer, der har Ord for at være Flaner, og med disse lidet tiltalende Kavalerer: vort Pengearistokratis Sønner, der klæde sig efter engelske Moder og bilde sig ind, at de er Landets første Gentlemen. Jeg har endogsaa set hende spadsere med en Jøde. Hos os ser vi hende aldrig, skønt jeg har sagt hende, at mit Hus stod hende aabent og ofte bedt hende komme og spise hos os, nu da vi paany har fast Residens her i Byen. Men nej! Vi har ingen Ida set. Hun mangler desværre en vis Standsfølelse. Hun har en vanskelig Natur."

"Ida har vel sine Planer," sagde Leo, "jeg blander mig ikke i hendes Planer. Ida er klog og ved, hvad hun indlader sig paa. Hun maa have sin Frihed."

"Jeg har selv en Gang baaret Navnet: Clermont," sukkede Friherreinden. "Nu er du og Ida de sidste af det Navn. Stol paa, at du i mig har