165
en Støtte. Og jeg har virkelig Indflydelse paa endogsaa meget høje Steder. Du bør komme ved Hoffet. Du har Navn, du har Optræden og Ydre. Jeg kan uden Besvær skaffe dig en Hofcharge."
Leo rystede smilende paa Hovedet. Hendes Blik fik nu et saa mildt, saa moderligt, omsorgsfuldt Udtryk; det smertede ham. Han tænkte paa, at hun var barnløs, og at hendes Mand var gammel og allerede affældig.
"Vi bør virkelig sige Du til hinanden," sagde hun. "Vi er jo af samme Blod. Hav lidt Tillid til mig. Jeg har mine egne smaa Planer for med dig." Og hun smilede igen, idet hun saa henimod det Sted, hvor Paulina Mourell stod mellem de unge Damer, seende stift og koldt frem for sig. Og den lille gyldne og hvide Kop af Porcellæn, som hun holdt mellem sine Fingre, syntes en Del af hendes saa hvide og glatte Person, der om Skuldre, og Midte omslyngedes af smalle, gyldne Baand.
"Din Lykke er gjort dér," sagde Baronessen: "Glans, Karriére — og et rigt Stamhus. Jeg skal se Slægten Clermont blomstre paany."
Leo smilede: "Hvem kan vide — —," sagde han. Og han bøjede sig lidt senere for Stamhusarvingen. De dansede ud sammen. Han mærkede ikke hendes Legeme i sine Arme; hun saa bort over sin venstre Skulder; men han fornam hendes korte og anstrængte Aandedræt som en let Bølgen i deres Dans.
