Side:Sidste Kamp.djvu/179

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

170

Luften sløredes af den drivende Røg, nu og da viftede en Haand efter denne Røg. Et gammelt Ansigt nærmede sig til hans, sagde intetbetydende Ord — og smilte vist og mæt. Og han skimtede paa Væggene gamle muldne Gobelins; store falmede Ornamenter i Rokoko vred sig i matrød Lue under Loftets Mulm. Kuglerne randt over det uforanderlige grønne Plan. Hver Kugle slæbte efter sig en lille seglformet Skygge ­— — — — ­— — — ­— — — ­— — — ­— — — ­— — — — ­— — —­ — — —­ — — —­ — — —

Leo Clermont fulgtes hjem med den store Svensker, Løjtnant Sjökrona. Og Svenskeren, hvis Ansigt var gyldenblond glinsende som Punsch, slog ham paa Skuldren og kaldte ham "Hr. Kammeraten." Han var stolt over at kunne kalde ham Kammerat! Der var ikke mange i dette Land, han kunne lide. Og Leo tænkte paa det svenske Lands store blonde og elegante Junkere, der altid var grands seigneurs, altid noble, selv naar de udenfor Sommertjenestens "Möter" førte Bogholderi eller kontrollerede Spritforbrug.

Gaderne var mørke og tyste. Og han fornam det Ukendte tungt og nedtrykkende i den ramme, vaade Natluft.

Og da Svenskeren erklærede, at han for alt det nu ikke vilde hjem og ønskede Oplysning om Steder, hvor der var mere Spiritus og skikkeligere Fruentimmere end disse smaa, fine Angorakatte af skørt Porcellain — gik Leo Clermont taknemlig