176
Nettet, stod dér sammenkrummet, anspændt og holdt Catcheren oppe under Hagen.
Ida naaede Boldten langt forbi Grænsen ved i næsten vandret Stilling at stemme Catcheren mod Jorden; men Boldten fik en buet Flugt, og hun vidste, at han vilde hugge den død for hendes Fødder. Og nu drev han ogsaa netop dette Slag tilbage over venstre Skulder: Boldten strejfede Nettet, faldt ned som spiddet paa en Naal, roterende paa Pletten. Hun trak paa Skuldrene og drev tilbage paa Plads.
Han greb en ny Boldt. "Play." Med voldsom Kraft slog Boldten mod Jorden, hun løb, naaede den, nu sprang den mod de klingende Strenge, hun trak med en lille Drejning Catcheren opad, fornam, at Bevægelsen riflede sig gennem Musklerne i hendes Haandled; Boldten strøg tilbage, faldt — dér var den igen, — langt til venstre. — —
Og hun beregnede næppe mere. Hun gav sine Lemmer, sin Ryg, sit Blik fri; og de bevægede sig lynsnart af aargammel Rutine; hver Del af hendes Legeme lystrede, hver for sig, et fint fornemmende Instinkt. Og hendes Tanke svævede frigjort over hendes Spil snart sløv, snart iagttagende, nu og da styrende. Hun saa endnu for et Øjeblik de talløse spændte Ansigter udenfor det dirrende Staaltraadsnet, hørte den dumpe Summen, de faste Haandklap; — men snart snævrede denne Banes hvide Træramme sig om hendes Bevidsthed, hun fornam intet uden for disse retvinklede Felter,
