179
Hænder vedblivende løfte sig, komme nærmere; og pludselig fornam hun dem om Skulder og Hofte; hans Læber krummede sig, hun saa hans Tænder blinke, hans Hovede bøjede sig over imod hendes Hals.
Men hun beholdt hans Blik fast i sit "Rør mig ikke," sagde hun, og trak paa Skuldrene. — "Lad mig passere; De er jo en Gentleman, ikke sandt?" Og hun tilføjede med et hurtigt Smil! — "Vi spiller jo ikke mere — — —."
Han traadte tilbage, bukkede. "I beg your pardon," sagde han, men tilføjede, idet han sænkede Stemmen: "Some time — you shall be on my mercy!"
Ida vendte sig smilende til ham, sagde: "Hvad tænkte De dog paa, Gordon? Der kunde jo have kommet Folk og set os." Og hun gik ind og lukkede Døren fast til — i Laas.
Men Gordon Marshner blev staaende længe derude, indtil han hørte Vandets Styrt plaske over hendes Krop. Og denne klare, faste og rene Lyd gav hende til hans Sanser ~ som hun nu stod derinde lidt bøjet, tungt aandende, ganske hvid, ganske nøgen — —.
Det blev ham klart som en smertelig og knugende Nødvendighed, at hun maatte blive hans — paa ethvert Vilkaar — hans.
