183
vil takke mig paa Deres fede Knæ! Men jeg ved intet — jeg tror intet mere. Jo! ét tror jeg: at, hvis De kommer til mig nu, vil jeg vinde, maa jeg vinde!"
Hun rystede paa Hovedet: "Stakkels Ven!"
Men han blev forbitret: "Jeg forlanger klar Besked: Ja eller Nej!"
"Nej," sagde huu.
Han tav en Stund — saa begyndte han igen langsomt og dæmpet:
"Ida! Tror De ikke, jeg kender Deres Planer. Tror De ikke, jeg baade kan se og bedømme med mere end mine Øjne: med selve mit mandlige Køn! Jeg fornam meget vel, hvad der gik for sig i Forgaars Formiddags, da de under et Spil kastede Dem i en fremmed Mands Arme — og gav Dem hen. Jeg saa Dem, jeg sansede Dem. Af hver Nerve, af hver Sene tilhørte De dette stærke, stupide og smukke Mandfolk."
Hun stønnede. "Skam Dem, skam Dem!" hviskede hun. Hun kæmpede igen med Graaden. Forbitrelsen voksede til en Klump i hendes Hals, hun følte sig svimmel, mat i Knæ og Vrist. Hun syntes nu, at hun hadede Hugo Jacobs, frygtede og tillige foragtede ham.
Hun forfærdedes over at se blottet for hans paatrængende Blik, dette dybe, skjulte, hun havde bestemt, denne Plan, der laa i hendes Viljes Svøb, næppe halvt bevidst, bævende i Angst. Nøgen! nøgen!
