185
"Det ved ingen. Men enhver formoder Grunden til, at hun nu er rejst."
"Jeg husker, at De en Gang sagde — at hun vilde rejse — som det nu ogsaa er sket." Ida følte en kvalfuld Frygt, det var, som hun nu sank — sank. Hvorfor levede man, hvorfor tog man, hvorfor gav man hen? — naar dog en Dag, en Dag — Rejsen stod for, og man slettedes ud — svandt — sporløst. — —
Rose Wahl, Rose, der havde givet, der havde villet et eneste — og nu.
Jacobs sagde, og det lød som bares hans Ord hid fjernt borte fra: "Erindrer De, at Rose Wahl altid bar i hvert Øre, disse Øren, der skimtedes saa smaa og fuldendte dejlige under Haaret: en stor Perle?"
"Ja," sagde Ida. "Hvorfor siger De det nu?"
"Af en eller anden Grund," sagde han. "Men jeg ser disse to blanke graa Perler for mig, som hun bar dem — næsten som en Byrde: Madonna med Perlerne; — og jeg syntes, at Himlen lukker sig, og alt Lys svinder."
Men Ida rettede sig, lo nervøst. "Se! De, som var saa vild og voldsom, har nu meget skikkelig fulgt mig til min Port."
Han saa op: "Ja! Jeg ser det og ved ikke mere at sige." Han stod et Øjeblik tavs. Og deres Øjne mødtes. Han sagde endnu: — "Deres Blik klinger haardt imod mit. God Nat altsaa, Ida," han vendte sig og gik rask bort.
Ida Clermont kom gennem den elektrisk oplyste
