186
Port paany ud i de snævre, grumsede Gaarde, gennem Smøger og bælgmørke Korridorer. Og igen mødte hun disse duknakkede, lyssky Væsner, der kom frem af Trappegangenes Døre og saa efter hende. Igen kom denne lille deliristiske Mand op af sin Kælder, og paa Vejen hen til et Udhus vendte han sig mod hende med utugtige Gestus. Hun skyndte sig forbi, famlede sig gennem de mørke Gange. Hun var dybt nedtrykt, forpint og ængstet. Og hun fornam den kolde Fattigdom, Smudset, Nøden og Lasten og Mørket i disse Gaarde som et stort Raab i sine Øren: Munde, der skreg efter hende, skidne Fingre, der satte Kløerne i hendes Skørt og holdt igen, at hun smudsedes til, og at Stanken hang i hendes Klæder; hun tænkte, at det var i Slægt med hende: dette Skrig, dette Mørke, der syntes vidtaabent at gabe efter Lys — Smudset — Gemenheden — — — der hylede om Renhed — om Uskyld. — —
Hun slap igennem. Hun naaede sin egen Gaard, gik rask hen imod Forhusets Port.
Men inde i Porten var stor Tumult. Dér holdt en Droske. Og ud af Politistationens Dør kom i Spring den store Overbetjent, der kaldtes Knibtangen. Et Par Betjente havde revet Vogndøren op, bøjede sig ind, kæmpede med noget, der stred igen, der hvinede, sprællede. Betjentene bandede, traadte tilbage, konfererede; og en af dem kastede sig med al sin Vægt ind over Sæderne.
"Se saa!" raabte han "Træk nu til!" Og ud af Drosken væltede en stor Kvinde, klædt i en
