187
højrød Silkepeignoir. Hun klamrede sig med Hænderne til Vogndøren, hvinede, sparkede efter Betjentene med de græshoppegrønne Silkeben. En skipperklædt gammel Mand med langt vissent Skæg holdt hende en knyttet Næve for Ansigtet, medens han paa pommersk Dialekt raabte, at hun skulde give ham hans tyve Mark tilbage.
Skummet stod Fruentimmeret om de malede Læber. En af Betjentene raabte, at hun havde bidt ham. Han blødte. De kaldte Assistance til, de flaaede Klæderne halvt af hendes Krop. Overbetjenten vekslede et beklagende Blik med Ida: "Hun er meget beruset," sagde han. "Hun plejer ellers at være ganske skikkelig. Frøkenen skulde ikke staa at se paa dette."
Ida nikkede til Overbetjenten, der altid, naar hun passerede ham i Porten, bukkede saa kavalérmæssigt. Hun smuttede hurtigt forbi. Hun havde i det rasende Kvindemenneske genkendt Hannah Kroll, den lille godmodige og kønne Pige, der i de gamle Tider — hjemme — havde været hendes Legekammerat.
Saavidt var hun nu naaet! Men hun tænkte, at dette Pigebarn var af lav Kaste. Sagtens havde hun villet have sin Del af alt det gode. Livet byder enkelte Levende: Luxus, Dans og Østers og Silke og Smykker. — — —
Ida erindrede Hannah Kroll, da denne paa Konfirmationsdagen var inviteret ind for at se de mange kostbare Gaver. Og hun erindrede hendes Ansigt, der fortrak sig i Begærlighed, hendes Fingre,
