197
Officersforeningen, hvor han havde læst Aviser og begav sig paa Vej til Kasernen.
Han gik som sædvanlig med Hænderne dybt i Kappelommerne, Sablen slæbende efter sig. Og i hans Hæle travede den store, blaa Dogge.
Han tumlede endnu med disse ubehagelige Tanker. Han havde samme Dag været til sidste Forhør. Krigsministeriet havde nu faaet Sagen tilstillet og vilde formodentlig beordre Tiltale.
Han saa endnu for sig dette Inkvisitionstribunal: Auditøren, bleg, lapset, irriterende som en Hveps med sine smaa underfundige Spørgsmaal, — den opmærksomme Oberst ved hans højre Haand, hvis røde Ansigt syntes spændt, buet som en Linse for at opfatte hvert Ord, — den venlige, graanet bekymrede Kaptain, der nu og da som i Tanker sendte ham et opmuntrende Blik. Og Løjtnant Bach, lille, stram bag Dommerbordet, som foran sin Deling ved en Parade.
Endelig denne Generalløjtnant Zwinger, der af en eller anden Grund kom ind under Forhøret og tog Plads og lyttede med Haanden bag det hvidduskede Øre, medens hans vældige Bug gyngede mellem de tynde Laar. Han afbrød nu og da Forhøret, hviskede med Auditøren. Og Auditøren stansede i en Spørgsmaalsrække, nikkede, stregede i Protokollen og gjorde nye Spørgsmaal efter en hel anden Plan. Generalen fæstede sine Øjne paa ham. Han smilede uigennemtrængeligt og slæbte sig ud. Men Leo forstod at hans Sag klarede. Man vilde ham vel — deroppe.
