198
Men hans Skuldre fortrak sig. Disse Mænd sad til Doms over ham, saadanne Mænd, — Mænd af Øjeblikket, af Tilfældet, og hvem denne Sag saa lidet angik. Disse Ansigter fattede intet mere end en Mikrofon fatter, hvad man raaber i dens Tragt. De sad deroppe som en Mur, tungt, tilfredse med deres Kald, begrænset af deres Kald: et Fællesorgan for et eller andet Princip, en Masse — en Klump — — — som selve Klumpen dernede af graadige Munde, griske Hænder, der hver for sig vilde op, frem — og dog blot var en Masse, en rullende, organiseret Masse. Disse Officerer, der som Kammerater ikke vilde fordømme ham, vilde som Dommere sikkert dømme ham.
Der føg Tøsne i hans Ansigt Februar var inde nu med sin vaade Kulde. Snart knagede Is under hans Støvler, snart sjappede han i grødet Vand. Og ud af Mørket dukkede Menneskeansigter; blege i Lygteskinnet kom de rullende forbi, underligt søvngængeragtigt, Strøm mod Strøm. Han følte sig ensom mellem alle disse Mennesker, der hver for sig forfulgte deres private Maal, men samtidig havde mange Maal fælles, var Led i Samfund, underordnede de og de Organisationer — Klumpen — Masserne.
Den gamle Angst var nu igen levende i hans Sjæl, — som et stort sugende Hul, hvori alt sank og svandt: Hvad galdt han, hvad betød han i denne Hob? Hvor var det muligt at holde Stil-
