200
en ny Bunke, bar dem ind i Naboværelset, kom igen og søgte Tændstikker. Han bød nu Leo et Glas Whisky, en Cigar, stod en Stund og betragtede ham, aabenbart henfalden i dybe Tanker.
"Her er ikke meget hyggeligt," sagde han omsider. "Men jeg rejser som sagt bort fra Landet og maa ordne en Del Papirer forinden.
Det var elskværdigt af Dem, om De vilde give mig en Haandsrækning." Han væltede en Bunke Protokoller fra en Reol ned paa Gulvet.
Leo saa hurtig op. — "Bort fra Landet? For bestandig?"
"Ja, for bestandig. Det vilde være Affektation at skjule det nu, og i Morgen vil det desuden staa med store Bogstaver i det Vindu, hvor jeg nylig saa Dem afbildet til Hest, tærskende Pøbelen i Ansigtet med Deres Ridepisk, og hvor jeg for Resten ogsaa tidligere har haft den Ære at være udstillet. Ja, jeg rejser bort. Jeg er saa at sige en færdig Mand her i dette velsignede Land.
Og jeg er nu i Færd med at beskikke mit Hus. Her er meget, som nødig maa komme i urette Hænder. Der er enkelte Mennesker, som jeg har saa meget tilovers for, at jeg ikke ønsker dem kompromitterede. Og jeg vil tillige spare Skifteretten for en Del Ulejlighed med at ransage mit efterladte Arkiv.
Se: Her er for Exempel en lille Bunke Papirer, som jeg gærne vil have ud af Verden." Han tog et Charteque, der indeholdt en Del Blanketter,
