12
betjent uden Chakot kom hurtigt fra en Kælderdør ud i Gaarden. Han holdt begge Hænder for Ansigtet, og Blodet randt ud mellem hans Knoer. Han bøjede sig over Posten, der som en lang Tarm hang ud fra den skidne Mur. Vandet plaskede ned over hans Mund.
Der var Skodder for tre af Stueetagens Vinduer. Nedefra trængte sig hæse Brøl, i Stød, med regelmæssige Pavser.
Og Ida Clermont saa i det brede Gaardvindu nærmest Skodderne det Kvindeansigt, som paa denne Tid sædvanligt viste sig dér, dette store tunge og brede Ansigt, der syntes hende saa unaturligt fedt, oppustet, som en Ballon. Nu løftede hun de blege Øjne fra sit Sytøj, og Ida vidste, at, saa længe hun blev staaende ved Vinduet, veg disse Øjne ikke fra hende.
Med et tændtes hvide Lys i Forhusets Anden Sal. Og det var, som Gaarden sænkede sig mange Alen ned i tæt og sumpagtigt Mørke.
Nu hørte hun Pensionærerne i de andre Celler smække med deres Døre. Pigen kom slæbende ude i den endeløse Korridor. Ida kendte, paa Lyden af hendes Skridt, at hun bar et Fad, og hun sagde til Broderen, at det nu var Middagstid.
