207
affældig, gusten. Hans Haand, der bar Vadsækken syntes at tynges ned mod Jorden, han søgte Støtte for sin Skulder mod den aabne Vogndør. Og i hans stive opspilede Øjne saa Leo saa angstfyldt, saa sygt et Udtryk, at han selv følte sig grebet, forvirredes, ængstedes.
"Addieu, Clermont," sagde Jacobs igen. Og med Besvær kom han ind i Vognen, kastede sig tilbage i Puderne. Kusken smækkede Døren i. Endnu en Gang bøjede Hugo Jacobs sig ud gennem Vinduet. Han nikkede, og et blegt Smil fortrak hans Ansigt. Han vinkede, raabte, at Kusken nu kunde køre.
Droshen drejede og kom tungt i Gang. Men Leo blev staaende endnu en Stund og kunde daarligt forvinde dette angstsyge, gustne Blik. Klokken var nu over tolv, og han begav sig paa Vej for at inspicere de udstillede Poster.
