214
dette Had, til Hævn, Destruktion, — sprængtes endelig en Dag.
Og han tabte, flygtede, slagen, knust, — vidste, at han var kendt, at han vilde blive meldt, grebet, belagt med Haandjern, spærret inde i en Celle. —
Leo løb raskere. Doggen sprang gøende foran ham. Han tænkte bestandig, at han maatte indhente denne Mand, søge at forklare ham, — gøre ham rolig, mild, forsøge ogsaa at bringe ham til at forstaa. —
Han løb over den gamle møre Træbro, den drønede hult under ham. Nu gabede Fæstningens lange, mørke Port foran ham, han løb videre, al Lyd hvælvede sig over ham inde i dette Portrum. Han løb gennem de tomme Kasernegader — huskede nu med et igen, hvorfor han løb, stansede, spurgte en Skildvagt, om en Underkorporal nylig havde passeret.
Han saa en Menig tumle ud af en Dør, læne sig mod Væggen, ligbleg, svimmel, øjensynligt en Afmagt nær.
Leo gik henimod ham. "Hvad er der i Vejen," spurgte han, "hvor skal De hen i den Mundering?" Den Menige var næppe halvt paaklædt, de bare Fødder stak i Skoene.
Hans Haand smækkede til Huen. "Jeg melder," — stønnede han. "Jeg skal ind paa Hovedvagten og melde" — — —
Løjtnant Kramer kom i det samme ned ad Trappen; hans Ansigt var meget højtideligt. "God Aften, Clermont," sagde han. "Der er noget for
