Side:Sidste Kamp.djvu/224

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

215

Dem at gøre. Der er sket en sørgelig Begivenhed. En Underkorporal af Deres Deling har lige skudt sig med et Tjenestegevær." Og medens de sammen gik op ad Trappen, fortalte han, hvorledes den vagthavende Menig havde set vedkommende Underkorporal komme rask ind i Korridoren foran Belægningsstuerne, tage et Gevær ud af Rækken, hvor de hang paa Væggen, og gaa op paa næste Trappeafsats. Mod en Overordnet havde Stuevagten ikke ment at turde gøre Indvendinger. Kort efter faldt et Skud. —

Nu laa Liget, hvor det var faldet. Lægen ventedes hid; og der var gaaet Bud til Kapitainen, og til Hovedvagten efter Mandskab med en Baare. Her laa Manden. Han vilde forberede Clermont paa, at han saa forbandet styg ud.

Liget laa udstrakt med skrævende Ben. Kramer tog Tæppet tilside. Hovedet var fuldstændigt sprængt; Ansigtet var kun en blodig Hudfold. Og Kramer viste, hvorledes Blod og Hjærne sad i store Kager paa Væg, selv paa Loft. Formodentlig havde Afdøde hældt Geværpiben fuld af Vand, havde stukket Løbet i Munden og trykket af. Kuglen havde lavet et lille rundt Hul i Loftet og var gaaet videre. Det var en Guds Lykke, at der ikke laa nogen og sov i Etagen oven over.

Leo Clermont følte sig syg, brudt. Han forfærdedes ved Synet af dette næsten hovedløse Lig, dette Menneske, der i sin Desperation og sin Frygt havde sprængt sig selv og var død elendig, i Mørke, ukendt. Og han tænkte, at dette var de ensomt