Side:Sidste Kamp.djvu/225

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

216

stilledes Lod, de Menneskers Lod, der ikke formaaede at underordne sig de mange, der ikke fornam i Fællesskab, handlede i Fællesskab og, enige om ethvert Begreb, søgte at bane sig Vej til det mest mulige for de flest mulige, — derunder hver enkelt for sig af de mange. — —

Lægen, der var knælet ved den Døde, løftede Hovedet. Han sagde: "Mandens Uniformsfrakke er flænget fra venstre Ærmegab til Bæltet. Han er forslaaet mange Steder paa Kroppen. Og paa højre Haandled er der nogle mærkelige Skrammer, der i høj Grad minde om Bid. Formodentlig har han været i Slagsmaal med Alfonser eller lignende." — — — — —

Han greb et stort Stykke Vat, og klippede det i lange regelmæssige Strimler. Og han svøbte dem med Omhu om det knuste Ansigt, søgte at samle den sprængte Hjerneskal indenfor denne Forbinding. Blodmassen lignede pressede Ribs. Reservelægen sugede den op fra Gulvet med det hydroskopiske Bomuld.

Da han nu hørte en fast Klang bagved sig, vendte han sig og fik Øje paa Løjtnant Clermont, der havde stemt sin Sabel i Gulvet og kun ved dette Støtte syntes at kunne holde sig oprejst. Hans Ansigt var kridhvidt, Øjnene opspilede og syge.

Reservelægen smilede, et gabende, uforskammet Smil, han sagde: "Premierløjtnanten skulde hellere gaa, hvis De staar her og bliver syg.