220
"Jeg søgte Dem dér; — men hvor kunde jeg vide!"
"Maaske var jeg der heller ikke;" — hun smilede spodsk. Hvor lystrede han ikke blindt hver Betoning af hendes Ord, hvert Spil af hendes Luner! Siden hin store Matchdag, da hun brødes med ham over et lavt Net indenfor visse givne Grænser, havde han bestandig søgt hendes Nærhed. Og altid sendte han hende dette truende, sagte pulserende Blik. Ja, den Sag var nu sikkert i Orden, parat til at løses. Nu, — iaften var en god Lejlighed til Løsningen. Hun skælvede ganske let. Der var endogsaa en ganske uomgængelig Nødvendighed for, at denne Sag blev ordnet; — nu da Jacobs var rejst — den eneste Ven, hun ejede — nu da. — Hun sprang op.
"Før mig ud," sagde hun. "Dans med mig!"
Han slog Armen om hendes Legeme, trak hende til sig, brød gennem Stimlen ud i Salen, slyngede hende med sig, indtil han søgte Ro i Valsens Rhytme: Stigen og Fald, stormende Flugt, sagte kælende Kalden.
Ogsaa Ida fornam nu den farligt besnærende Rhytme, og hun tænkte, at hun vilde give sig fri, at Tyngden nu virkelig ogsaa veg fra hendes Sind. Jo! Denne Vals var alligevel skøn, var som at synke, som at bæres, man fornam, som var man ét med disse bølgende, hede Rhytmer. Og hun blev ét med disse Rhytmer.
Bess Nelsson greb hendes Arm, trak hende tilbage ind mod Væggen. Marshner sank dér i
