221
en Stol og saa' svimmel efter det hvirvlende Slæb af Tyll.
Bess havde skiftet Dragt, var nu klædt i en hvid, nedringet Silkekjole; et kort Kniplingsslør flagrede fra hendes Haar. Hun bar en norsk Brudekrone. "Jeg er Brud," sagde hun "min Dragt er ganske uden Stil; men du ser, jeg bærer Brudekrone. Jeg danser nemlig med min Brudgom iaften."
"Grev Kolbe?" spurgte Ida. Men Veninden lo højt. Hendes Øjne var flakkende, vilde, hun syntes at have drukket meget Vin.
"Med Adam Kolbe danser jeg ikke — ikke iaften!" Hun bøjede sig, hviskede: „Ida! Jeg giver mig til en Mand inat." Og hun lod sig fange af en Arm, der fra et mægtigt drejende Hjul af Dansende svingede frem og greb om hendes Krop.
Maria Therese Kramer kom, klædt som Page, gaaende med smaa, forsigtige Skridt, bukkede sirligt for Ida, bød hende op til Kvadrille. Hendes lille, ligesom smertelige, dog saa søde Smil, indrammedes af en umaadelig, hvid Paryk, besat med store blaa Sløjfer.
"Jeg har nu i en halv Time maattet bære Bess Nelssons Slæb," sagde hun, "det blev mig for tung at bære alene."
"Ja," sagde Ida, idet hun rystede paa Hovedet. "Nu er Rose Wahl her jo ikke mere som din Pendant — og til at løse dig af."
Maria Therese søgte forskende hendes Blik.
