223
Marshner satte en af de svævende Duer i gyngende Bevægelse.
"Hvad forestiller det altsammen?"
Ida søgte efter Navnet —: "Sybaris — eller et lignende Navn paa et Land, hvor man lever godt — i udsøgt Selskab — og i det Hele befinder sig vel. Er det ikke overdaadigt og pragtfuldt?"
"Oh Yess, very nice, indeed." Han saa sig ligegyldig om. Og hun gættede, at i hans Hjemland var Begrebet om den store Stil, om Overdaadighed og Pragt, noget anderledes end i disse ret indskrænkede Forhold — ganske anderledes "Mammuth," som han en Gang havde udtrykt sig. Hun legede med den Tanke, at hun en Gang — snart — vilde være inde i disse langt større Forhold, — i disse umaadelige Cirkler — grænseløse Omraader — det Grænseløse. —
Hun følte Svimmelhed, Uro. — "Lad os danse," raabte hun. Og paany saa hun i Dansen hans Ansigt dukke sig mod hendes Skulder, dette smukke regelmæssige Ansigt, der nu fortrak sig som i Pine.
Der klang en ganske spinkel Violintone fjernt et Sted i Salen, skar sig frem, svulmede stor og fyldig, svandt. Og igen klagede denne Violin, klagede, som et lille vildt Dyr jamrer i Skovens Dyb; nu svang den sig tilvejrs, sang sig ud i en vuggende, rig Melodi.
De Dansende stod med et stille. Der var nu ingen anden Musik end denne Violin. Efter den
