225
da de spillede mod hinanden, at nu var der intet andet at gøre end at lade ham vinde. "Ja", sagde hun. "Jeg er træt. Skaf mig en Plads et eller andet Sted." De gik paany ind i det halvmørke Kabinet. Men her var nu ganske fuldt af Mennesker. Ida følte Ubehag ved at føle disse varme Kroppe i bestandig Berøring. Et Par banede sig Vej gennem Stimlen: Rottefængeren fra Hameln, og han førte med sig ved Haanden Bess Nelsson, der bestandig bar Maske. De banede sig Vej ud i Vestibulen.
Ida saa smilende efter dem. Sagtens gik de nu sammen herfra. Ja! Veninden havde Ret: hun forstod at holde to Ting ude fra hinanden. Men ikke enhver fik saaledes to Sager, to Chancer paa en Gang givet.
Maria Therese Kramer kom, — endnu drengeklædt; — en ganske ung Kavalér, i nøjagtigt samme Dragt som hun, havde lagt sin Arm om hendes Skulder paa kammeratvis, dog fast, besiddende.
De tog sammen Sæde i en Sofa. Kavaléren slængte sig mageligt tilbage; men Maria Therese satte sig forsigtigt, syntes forvirret, og hendes Fingre famlede i Luften efter en Kjoles Foldekast. Hun lagde Fødderne over hinanden, søgte sin Ledsagers Øjne og smilede, idet hun sukkede let.
Marshner førte Ida med sig ind i en af de tætte Løvhytter, hvor blot en rød Lampe glødede. De sad nogen Tid tavse; gennem Løvet kom til dem Latter, en sagte hviskende Stemme, en an-
