Side:Sidste Kamp.djvu/240

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

231

Han meldte sig paa Kommandantskabskontoret og fik straks derefter anvist to Værelser, det ene vendende ud mod Slotsgaarden, det andet med Udsigt over Sundet. De var ret hyggeligt udstyrede som Sovekammer og Dagligstue. —

Da Leo blev alene, satte han sig hen til Vinduet, lukkede det op. Den friske, kolde Luft trak ind. Han lænede sig ud over de favnetykke Karme. Han skimtede Murens rige Ornamentik langs Karmens Sider — et Stenansigt, der skægget og barokt bøjede sig frem og bar den buklede Gesims. Dette Ansigt var næseløst, halvt forvitret.

Han saa dybt ned i den indre Slotsgaard, der snævredes mellem de ranke, meget høje Vægge, der var saa skønne, bleget lilla i det klare Martsvejr. De mange Flader af det slanke Taarn i Gaardens sydlige Hjørne skelnedes fra hverandre ved sarte Nuancer af Blaat. Og op imod Taget, om Gavle og Kvistluger brød Sandstenen sig — som Borden af et Broderi — i Rader af tynde og fine Kniplinger.

Taarnene kunde han ikke se, dertil var Karmen for dyb og snæver. Men de pegede deroppe et Steds, stejle, slanke, — kuplede — og slanke igen: sylespidse Spir. Vindhaner drejede sig sagtens deroppe.

Nede paa Slotsgaardens toppede Brosten saa han Mandskab opstillet i en Firkant: en Ramme i tre paralelle Farvelinjer; Lystblaat, Mørkviolet, og denne varmt graa Ansigtsfarve; — alt blev saa