Side:Sidste Kamp.djvu/242

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

233

som bestandig Irritation, Ængstelse og Uro, men i en fast Form: som noget, der er i Færd med at rede sig ud, en langsomt omordnende Proces, der vil forløbe sin Tid under Tyngde, Spænding, — og endelig være forbi.

Det bankede paa hans Dør, den gik op, og en Premierløjtnant kom ind. Han genkendte Holger von Terkow, der fornylig var forsat til denne Garnison.

Terkow rakte ham Haanden, bad Løjtnanten sætte sig ned og tog selv Plads. Hans store plumpe Haand strøg hen over den blege, stærkt skaldede Isse. Der var et aabent blaat Udtryk i de nærsynede Øjne. Han sagde: "Det glæder mig at se Dem her hos os, Løjtnant Clermont, skønt De er her i Egenskab af Fæstningsarrestant. Vi vil gøre alt, saavidt det er os tilladt, for at gøre Deres Straf let og behagelig for Dem." Han rejste sig igen. Hans Stemme lød i Leos Øre saa sælsomt klangløs. — — Og Luften derude hinsides Murene var saa klar, saa klingende klar — syntes kun at vente paa Klang, paa et dybt og rent Organ — for at tone — synge. — — —

"Løjtnant Clermont! Jeg maa paa Kommandantens Vejne affordre Dem Deres Sidevaaben."

Leo nikkede; men han følte sine Kinder brænde. Han løste Spændet, der holdt Livremmen sammen, og lagde Vaabnet i den andens Haand. Og han tænkte, at nu gav han sit Vaaben fra sig, den blanke, smalle Klinge, der havde hængt ved hans Side til Pryd og som et Tegn paa hans Charge.