243
Den var det, der drev ham, drev ham ud, fra Sted til Sted, fordrev ham. — —
Han stod helst paa Flagbastionen i Fæstningens nordøstlige Hjørne. Her syntes han, at han var stillet saa yderligt, saa yderligt ude, han kunde komme. Og herfra søgte han at gøre sig sin Stilling klar, samlede og søgte at skille. Men sjældent kom han længere end til at se de Ting, der omgav ham, gruble over disse Ting, og forbinde dem med sine evigt tilbagerullende Tanker:
Her var han fordrevet ud i et Lands yderste Hjørne! For hans Fod skyllede de Bølger, der som Grænse randt om Landet. Fra Sted til Sted var han drevet. — Jordløs!
Folket havde rejst sig mod hans Fædre, havde samlet sig i Masser, var rullet frem som et voksende Bjærg, og havde knust ved sin Vægt. Faa af hans Slægt var sluppet bort. I en Kareth var de kørt nordpaa, havde omsider fundet Asyl. Led efter Led havde de i et nyt Land stridt for deres Magt, erhvervet ny Jord, staaet paa deres Jord, forsvaret den Fod for Fod. Og en Dag strakte den stærke Borgerby Armene ud og tog denne Jord.
Men endnu bestandig hed det: Ikke give tabt — ikke synke — Ikke synke. Han ejede kun en Stue; dér gemte han alle Slægtens Insignier, dens Vaaben, dens Bøger, disse gamle Bøger med gyldne Rygge og svære pressede Sider. En Dag udbrød Ild, og alt brændte.
Ham selv drev de som Fange ud til et frem-
