244
med Sted, gav ham Frihed til at bevare sig paa et Terræn mellem Volde og Mure. — Saa yderligt stod nu hans Sag! —
Vandet skyllede forbi ham derude i en jævn riflet Strøm, snart nordlig snart sønden — altid et nye Mønstre af blaasorte, ganske svovlgule og dybt violette Striber.
Han bragte Papir og Vandfarver ned paa Volden, han henkastede løse Rids af Slottets Mure og Taarne — Voldene, Strømmen. — —
Han fornam paany hin gamle ejendommelige Glæde ved at sidde og se, og se, altid finde nye Linjer, nye Farver frem: her noget rustrødt i Murens Flader, her et grønt Refleks, en vreden Linje — en dristig Krumning i et Ornament. Og han tænkte, at saaledes var det alene værd at leve: at sanse, at se, — at fornemme Verden og aldrig ville mere end dette.
Men til Tider brød Uroen frem, jagende, voldsomt, foranlediget ved mange dog saa lidet væsentlig Indtryk.
Det hændte saaledes, at han blandt de Sandstensfigurer, der over Vinduer eller under Halvtagenes Vand-Render var Led i Murens rige Ornamentik, fandt enkelte, som mindede ham, som paany gjorde hans Lidelse bevidst, følelig.
Der var ét enkelt Hovede, en mandlig Karyatide, hvis halve Ansigt var revet bort, sagtens en Gang under en Bataille knust af en Kugle.
Og han saa igen for sig dette søndersprængte Ansigt — mellem de lange blodige Vatstrimler
