249
Farvandet, Isblokkene dansede paa Dønningernes Staalkamme, sloges itu, hvirvledes bort. Bølgerne rullede paany frit, viltre, tætte, bristende til Skum mod Voldens Sten.
Og fra Syd og Nord kom Sejlere og Dampskibe; i voksende Mængde gled de forbi. De passerede hinanden, halede ind paa hinanden. Sejlskibe smøg sig i smækre Vendinger omkring Fæstningens Pynt, eller de brasede under stor Tummel paa Dæk og med Knagen i Takkelagen, alle deres Sejl om, stak i korte Kryds tæt ind under Voldene. Dampskibenes sorte Skrog stødte sig energisk frem gennem Løbet.
Signalerne for tilvejrs i deres Toppe. Og Bastionens Vagtmand skrev paa sin Skifertavle, Navn, Hjemsted, Fart.
Løjtnant Clermont iagttog opmærksomt disse Skibe, lærte at skelne dem fra hinanden, Bark fra Brig, Skonnert fra Galease. Det var for ham et helt nyt Omraade; han fandt deri Befrielse og Behag.
Men en Dag slog det ham som en ny Kendsgerning, at alle disse Skibe var mere end Brikker, der førtes hen over en Flade, for at han fra sin Station kunde iagttage og notere:
Hver Skib havde sit Maal, var fragtet til sin Havn, det var nødvendigt, at det naaede sit Maal i saa faa Dage, som muligt. Der var Brug for disse Varer i en bestemt Ladeplads: for denne Trælast i sydlige Havne, for Kullene, for Majs og
