257
skjulte Verden for os. Om Aftenen krøb vi sammen paa Ovnbænken og saa med missende Øjne ind i den røde Tørveild.
"Jeg tror, jeg saa mere derinde, end jeg vil faa at se, naar jeg nu naar derud til Paris, Rom og Palæstina."
Og paa en Gang betragtede han stift denne Løjtnant, der i stram Uniform, med en Blokbog over sine Knæ, Palet i venstre Haand, sad ved hans Side, opmærksomt lyttende til hans Tale. Med Forundring i Stemmen spurgte han: "Naa, De har vel næppe interesseret Dem for at høre paa mig. Men Sagen er: Jeg skal rejse herfra, og mit Hjerte hænger ved mit gamle Land. Og saa falder man meget naturligt i Rørelse."
"Jeg forstaar det godt," sagde Leo. Og Kystlinjerne dernede blev ham med ét saa kendte, saa kære. Hvor var de ikke sarte, saa smækkert strakte, saa nænsomt krummede! Nu spirede det overalt mellem Træernes brune Ris. Fede, harpiksrøde Knopper sad allerede paa Alléens Kastanjer. Vaaren bares som en mild Brise vuggende over den blaa Strøm fra Syd. — — —
En Dame i en vinrød Regnfrakke kom fra Slottet rask op ad Voldens Skraaning. Hun standsede, nikkede, stod saa stille og ventede. Og Leo saa, at det var Søsteren.
Han strakte Haanden ud mod den anden. "Jeg maa sige Dem Farvel," sagde han. "De ser, jeg har Besøg. Desuden er nu min Spadseretid udløben ifølge Reglementet."
