Denne side er blevet korrekturlæst
258
Den anden løftede Øjenbrynene. "Ja saa. Nu busker jeg, De sagde, at Deres Navn var Clermont Det var Dem, der løftede Deres Pisk og slog til — ligesom Ridefogderne i gamle Dage, naar Hovbønderne trykkede sig under Læsset. Ærligt talt: jeg har ikke megen Sympati for Dem," og han lod, som om han ikke saa hans fremstrakte Haand.
Da Leo Clermont paa Vejen ned vendte sig, saa han ham endnu paa Voldens Højde i Profil. Han stirrede bestandig udover det brune, bakkede Land. Han strøg sig over Ansigtet. Han stod saa fast paa sine Ben, saa bredt og plantet, som bar han en tung Byrde paa sine Skuldre.
Dog var hans Pande løftet. Ansigtets Linjer i Ro. De' brede, noget kantede Skikkelse bar Præg af Harmoni og Selvtillid.
