Side:Sidste Kamp.djvu/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

18

et Væsen, ikke Kvinde, ikke Mand, der hadede os, og som vi hadede. Der sad vi, — vi var tiltalende, — usoignerede og halvsultne, forsømte og nærsynede, alle sat ind i Skyggen, udrangerede, et lurvet og kummerligt Kompagni.

Nogle af os — ja, der var enkelte, der i Aarevis ikke havde vekslet et Ord med en Mand. Det sætter sit Mærke paa en Kvinde. Der gik Sedler fra Haand til Haand; jeg væmmes endnu ved disse Sedlers Indhold. Nogle af os — — Der var de, der tav stille og gik omkring med et usikkert Smil, som kunde tyde paa en vis indre Harmoni. Dem misundte alle — og foragtede dem. De pyntede sig med hvide Kraver og redte Haaret ned over Kinderne, holdt sig for sig selv og beholdt deres — mulige Lykke for sig selv.

Det er selvfølgelig ikke sandt, at Arbejdet adler. Det er noget, man bilder Staklerne ind for at holde dem oppe."

Leo nikkede: "Ikke Arbejdet — Daaden adler."

"Arbejdet — Døgnslidet, Existenskampen adler ikke, det er blot et snedigt Kneb, man har fundet paa. Slidet og Stræbet fornedrer, degraderer. I alt Fald følte jeg mig i de Dage dybt, dybt fornedret.

Jeg skammede mig. Naar jeg gik hjem, sneg jeg mig ad Baggader og Smøger. Jeg har fundet mange kuriøse Rævegange bagom her i Byen. Jeg var fortvivlet og ligeglad, forbitret og stivnet. Jeg skammede mig. Jeg følte, at jeg sank, at jeg