263
blafrede i en Stagvending, Den røde Bræmme syntes at strømme ned over Sejlet, der skælvende slog mod Stagene. Inde fra Værftet kom en metallisk Hamren — denne Lyd alene, taktfast, ensom.
Leo vendte sig langsomt om mod Søsteren, og idet han søgte at forstaa hendes Blik, der smilede, dog var spændt, ængstet, sagde han: "Stillingen lader sig ikke holde."
Hun saa ham i Skygge mod Vinduets gulnende Lys. Igen forestillede hun sig Kravens røde Bræmme som et blodigt Hug tværs over hans Hals. Hun smilede endnu, lagde et Glimt af Ironi i dette Smil, men straks faldt hun sammen, følte sig usigelig svag.
Sagte gik hun hen til ham, og idet hun støttede Albuerne i Vindueskarmen, betragtede hun Vandet derude, der strømmede, de stribede Byger, der drev, og Luften, der farvedes rustrød, hvor Solen nu sagtens sank.
Vandene forenede sig, og nu aabnede vist de runde Marker alle Plovspalter og drak den milde Vaarregn, der kom over Havet fra Sønder.
