20
Hun tav et Øjeblik, trak saa paa Skuldrene og sagde med halv Stemme: "Du forstaar mig vist, Leo. Vi er af samme Blod. Vort Blod brænder i samme Kval. Vi giver os ikke. Vor Slægt har ejet Jord — først i Frankrig — siden her. Den har haft Magt. Der var nok en Clermont, som spillede Tærninger om en fransk Provins. Det vedkommer i og for sig ikke os; jeg har intet tilovers for de Døde. Men det bestemmer sagtens alligevel vor Vilje og vort Liv."
"Ja," sagde Leo. "Vi har paa en vis Maade Forpligtelser imod vor Slægt."
Ida lo. "Forpligtelser!"
Han nikkede. "Nej — du har Ret. Vi anerkjende i og for sig ingen Forpligtelse. Men der er en Lov over al Vilje — Nervernes og Blodets Lov."
Søsteren betragtede ham med Forundring og Sympati. "Er det nu for Resten saa højtideligt?" sagde hun, "at vi slaas for vor Position. Du — ja du er blot en Løjtnant — tilmed af Fodfolket, jeg en Frøken uden andet ejendommeligt end mit Ydre. Deri er intet højtideligt: at vi — hader Rakket, Pøbelen, Parvenuerne. Det er en ligefrem Sag. Vi giver os ikke! Og jeg er meget lidt nøjsom. Bestandig at udvide sin Opgave — det er Sagen!"
Hun tilføjede: "Du kan sagtens. Du har en Uniform, Snore og Rang, der destinguerer dig fra Mængden. Du vil være en Akvisition i disse — lukkede, højfornemme Huse. Du bør gøre Karrière:
