Gordon Marshner og Ida Clermont cyklede nordpaa.
Han saa beundrende ned paa hendes Fod og paa hendes Knæ, der svulmede og atter svandt i fast Rhytme under Kjolen.
Han sagde: "De fleste Damer i dette Land træde deres Cykle, som de træde en Symaskine. De ikke."
"Ja," sagde Ida, "man kan se paa Damerne i vor Kreds, at deres Bedstemødre eller Mødre har været vante til haardt legemligt Arbejde i Køkken, ved Trappevask eller endog værre Ting."
Hun stirrede, medens de kørte, paa Cyklens blanke Styr, paa Forhjulets dirrende Ring, der syntes hende at krybe ud af Gaflens Leje — en uendelig, graa Strøm af Bevægelse. Fra de forniklede Eger straalede et blændende Lys. Og hun syntes, at denne nye Maskine skælvede let under hendes Styr.
Hun savnede en Ridepisk og Sporer — — som i hine Dage, da hun, tretten Aar gammel, overskrævs paa en ung Hest, med Broderen red
