32
sammen paa Sportspladsen, spillede sammen, sejlede eller red i hinandens Selskab. De forlovede sig indbyrdes, i Reglen hemmeligt, og for kortere Tidsrum ad Gangen.
Overretssagfører Jacobs nærmede sig Ida, der nu stod og ventede paa sin Tur ved Startpladsen: den lille Sandhøj med det røde Flag. Han hilste. Han søgte hendes Øjne. "Jeg kender intet til Spillet," sagde han. "Maa jeg ledsage Dem paa Deres Bane, som en Maane kredser om sin Klode."
Hun nikkede, lagde den lille hvide Boldt af haardt Gutterperka paa den faste Sandgrund, indstillede sit Blik paa Afstanden, beregnede Slaget. Og hun førte Driveren prøvende op over højre Skulder, fornam, idet hun huggede. Træets dirrende Spænstighed, — følte med Behag, idet hun ramte Boldten, dette rappe, elastiske Stød: at Boldten smuttede frem, fløj — just saaledes, som hun havde ment, faldt. Som et lille hvidt Æg laa den i Græsset tredive Alen borte. Jacobs fulgte med hende hen til Stedet. Han var helt hvidklædt. Ida tænkte, at han burde klæde sig i Burnus og Turban. Hans Bevægelser var paa en Gang smidige og indolente, hans Ansigt paa en Gang solbrændt og blodløst: faste gennemsigtige Træk — som Rav. Han støttede sig med al sin Vægt til en tynd og smidig Stok.
Spillerne rykkede i en Art Kapgang frem over Sletten. De angav halvhøjt hver for sig Antallet af deres Slag. Boldtene sprang i Vejret for
