41
Han forestillede sig, at han havde spændt et Raastof paa Drejebænken, og at det nu snurrede rundt, blev føjeligt under Rotationen, at der blev et Centrum for deres Bevægelse, en Lighed og et Fælleskab i deres Bevægelse, — og de glattedes, formedes under hans Haand.
Men han iagttog, at deres Øjne i Forbifarten søgte hans, vogtende paa hans, forventningsfulde og parate paa Kommandoen: Holdt! Sagtens forestillede de sig endnu det kolde Øl hos Marketenderen, og de led alle Tørkens Savn og Kvaler. Han saa dem for sig styrte sig over Ølkasserne, svinge Flaskerne i Vejret og plante dem i deres store Fjæs, suttende, klukkende. Jovist! De gjorde endnu al Stoffets, al Raastoffets Modstand!
Solen brændte hans Nakke. Huen laa som en snærende Snor om hans Pande. Hans Læber og Gane var tørre, smagte af Støv.
De havde nu løbet omtrent et Kvartér. Træthedens Stadium indtraadte. Kredsens Bane forskød sig, blev mere oval, de enkelte Led i Kjæden slingrede. Mændene sank dybere i Knæ, nikkede i Løbet, pressede Albuerne mod Siden. Afstanden mellem de enkelte blev uens. Rækken lignede en Snog, der forgæves forsøger at gabe over sin Halespids. Den lange Fløjmand var Aarsagen: Han sagtnede sit Løb, hæmmede derved Farten for sine Bagmænd. Leo gik hen imod ham og heftende Blikket stift paa hans Ansigt, søgte han at drive ham frem. Han tænkte, at han kunde — saa at sige, piske dette Hjul rundt, som man driver
