44
gled, at al Bevægelse var dobbelt, omdrejende, og tillige glidende ned ad det skraa Plan. — — —
Nu kunde de ikke ikke mere stanse, før han befalede dem at stanse, — om han en Gang besluttede, at de skulde stanse.
Et dumpt Fald! I et Nu brast Billedet itu. Han søgte at samle sig, at se, saa nu ogsaa, at Kredsene derinde gled endnu, men afbrudt, tumlende henover en stor Klump, der laa paa Jorden, og sprællede, kæmpede.
Han løb frem. Fløjmanden laa dèr paa sin Ryg, men hans Ben løb endnu, hvirvlende uden Jordmodstand, som Skrueblade, der er komne over Vandgangen. Fire Mand søgte forgæves at holde ham. Hans Hænder var knyttede, hele Legemet rystede i Krampe. I Fraaden om de sammenbidte Tænder spillede Regnbuens Farver. Men af det levende, opspilede Blik var det klart, at han var ved Bevidsthed, at han led og rasede i Strid med sit ustyrlige Legeme, der ikke vilde hvile, der endnu lystrede Kommandoen og løb, løb. — —
Leo rev sine Øjne løs fra dette Blik. Han vendte sig bort, gav Ordre til at bringe Vand og et Tæppe. Han væmmedes ved Synet af det sprællende Legeme, og han følte en uklar Frygt ved Mødet med dette bevidste, forbitrede og hævnfyldte Blik.
Han lod træde af.
