46
denne kildrende, væmmelige Befamlen. Hun opdagede et Ansigt ved Døren, et rundt, lidt medtaget, men ganske behageligt Ansigt. Hun beroligedes ved at betragte den store og rolige Pige, som lænet mod Væggen stod dér og saa aandsfraværende ud i Luften. Der var noget vist, hun kendte igen i de runde Træk. Pludsehg huskede hun: Dette Ansigt, smallere, friskere, havde kigget frem bag et Træ — de havde leget Skjul. — Dér var Parken udenom dem, deroppe Gaardens hvide Mure. Hun tog rask Øjnene til sig, for ikke at blive kendt. Det var uden Tvivl Hannah Kroll, Havekarlens Pigebarn, Legekammeraten fra Barndomsdagene.
Nu stod dette medtagne Ansigt for hende som et trist og ubehageligt Billede, den blege, ligesom fosforagtige Teint, dette blege Blik, der syntes indstillet, fordi her ingen Forretning var at søge. Hun var godt klædt. Den stramme Figurtrøje omgav hendes yppige Krop som et Etui.
Ida Clermont bøjede sig frem over Skranken. Det store Skæg rejste sig mod hende. Hun kunde fornemme dets Lugt af gammel, daarlig Tobak. Det glimtede hvast fra et Par Briller. Pantet, en Halskæde besat med Perler, laa blottet i Æskens blegrøde Bomuld. En Sum blev nævnt. Ida nikkede, saa Expedienten ind i Ansigtet. Han syntes at kende hende igen fra de foregaaende Gange, han besvarede hendes Nik og spurgte om, hvilket Navn han skulde sætte.
"Wahl," sagde Ida. "Frøken Ida Wahl,"
