Ida saa gennem Tusmørket Kusinen, Sofie Clermont, paa den sædvanlige Plads i Sofakrogen. Veninden, Madeleine Hoff, havde ogsaa nu lagt sit Hovede ned paa hendes Skulder, og Ida skimtede deres blege Hænder, der forenede sig.
Det var den Skumringstid, da alle disse ensomme Kvinder søgte ud af deres Celler eller vendte hjem fra deres Trædemølle for at søge hinandens Selskab. Luften var tung af deres Klæders Uld, svagt parfumeret: denne ejendommelige Stueluft, der kendes i Hjem, hvor kun Kvinder færdes. Hun saa ved hvert af Vinduerne, paa Forhøjningerne, den sædvanlige Profil. Der slæbte sig en halvhøj Samtale fra Plads til Plads. De talte om en Prinsesse, der laa syg af Faaresyge. Frøken v. Spohr havde truffet Prinsessens Hofdame: Prinsessen var i Ansigtet som en Vandmelon; og hun fortalte hviskende et Par andre Symptomer, ejendommelige for denne Sygdom. Man beklagede Prinsessen.
Inde fra Spisestuen, hvor Antonie Plöhn ar-
