Side:Sidste Kamp.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

61

ganske stille, saa stille, at hun hørte hans Pen glide mod Papiret. Det var andre Stuer, andre Portierer. Dette Arbejde, — Faderens personalhistoriske Værk om Officerer, — faldne i de sidste Krige, var forlængst glemt. Han havde aldrig naaet at rejse disse døde Mænd et varigt Minde. Ida tænkte, at hint Værk var af en egen Skønhed, unyttigt, overflødigt, fornemt: om henfarne Helte, der var dræbte, oprejste, bevæbnede og i Uniform. Alt svandt saaledes, døde, glemtes!

Hun tændte et Lys. Alligevel laa Stuen i Mørke; blot Chatollets Mahogni ulmede i Mørket. Hun tænkte, at der burde heller intet være til nu uden disse mange smaa, sødt duftende Gemmer. Hun lukkede dem op et efter et. Her havde Kvinde efter Kvinde af hendes Slægt gemt deres Silkebaand, Balbuketter og Breve. Ida lod Fingrene glide gennem de smulrede Blomster, der fyldte disse Skuffer; og som altid fornam hun et sagte Behag ved at berøre det tørre, knitrende Støv. Hun løste de Silkesnore, der bandt de gulnede Brevbundter sammen, tog dem et efter et, og ved at læse faa Linier i hvert af dem erindrede hun deres Indhold helt. Der var Breve fra meget gamle Tider, paa Fransk, skrevne af hin Leo Clermont, som ved sin Søsters Hjælp i Thermidordagene flygtede fra Paris. Det hed sig, at disse Breve i Kryptogram indeholdt Flugtens Plan.

Hun fandt et Brev, hvori hendes Faders Fader erklærede den Kvinde, der senere blev hans Hustru,