64
Og i næste Øjeblik var hun sig bevidst sin Bevæggrund til at sætte sig foran dette Chatol. Hurtig trak hun en Skuffe ud. Deri laa en Bunke langagtige, blaa Sedler og under dem et Bundt Papirer af ulige Størrelse: Talrække under Talrække, Konti, Nota og prangende Firmareklamer.
Hun tog hver af disse Regninger i sin Haand. Og en efter en erindrede de hende om forrige Vinters mislykkede Kampagne: Brudepigekjolen ved et stort, mondænt Bryllup — den røde Hat, der som en uhyre Valmue havde kronet hendes Haar, Kontingentet til Sportsklubben — — — en Skrivelse, hvori en Mand truede med at stævne hende i Anledning af udeblevne Afdrag.
Hun vejede, idet hun sukkede, denne Bunke i sin Haand. Hun skønnede, at den maatte kunde sendes som Brev. Hun ømmede sig ved alt unødigt Besvær med denne Sag.
Hun lagde hurtigt Bundtet i et Omslag. Og paa Omslaget skrev hun rask Hugo Jacobs' Navn og Adresse.
Hun gik dernæst ind i Værelset, hvor alle Frøknerne endnu sad paa de samme Pladser. Det var nu ganske mørkt, og deres Stemmer gyngede fløjelsblødt gennem Luften; de talte om Religion, eller snarest om Præster, en ganske bestemt Præst, som Cecilie Clermont fordømte, fordi han bar et sort, militærisk Overskæg, — og om en anden, ganske ny Præst i samme Sogn. Sognet var delt i to Lejre, Præst mod Præst. Ida kastede sig ind i Striden. Ogsaa hun erklærede Overskægget for
