75
"Jeg kender dem," sagde Leo Clermont. "Jeg kender dem tilstrækkelig godt paa Afstand. Maleriske nok se de ud paa Afstand; man forestiller sig denne Hob i Flammernes røde Belysning som en Skare Samfundets Fordømte, der vælter sig i Svovlpøle, en Phalanx af Jætter, der rejser sig i Trods, bevæbnede med Stænger og Brosten. Oprøret flammer om dem.
Tableau! Bengalsk Belysning! Intet andet."
Fra den uafladeligt bølgende Menneskehob stod en tyk og dump Larm op, høje Hvin skar igennem, Skratten af Trompeter, Skrigeballoners Piben. Nær ved Hegnet opholdt sig en Gruppe af Mandfolk, sømandsklædte, med brede Hatte, Pjækkerter aabne for bredstribede Uldskjorter. Fem Individer i Skjorteærmer sad nærved, et Pigebarn tumlede paa Jorden fra Favn til Favn. Nu lænede en stor, svær Mand med en Bagerhue bag i Nakken sin Mave mod Hegnet og opfordrede læspende Ida til at træde nærmere. Der rejste sig et Par andre bag ved ham. I næste Nu fløj en Flaske susende forbi, brast itu mod Hotellets Væg. Ida følte paa sin blottede Nakke Stikket af de springende Skaar.
Hun greb ængstet Broderens Arm. "Lad os gaa ind," sagde hun, "det er vilde Dyr!"
Han nikkede, "de er blot glade," sagde han, "de ytrer deres Glæde ved saadanne Tegn. De give deres Overmaal af Livsfølelse Luft ved Skraal og Tuden i Trompeter. De er glade, vi ikke. Jeg tænker mig, at vort samlede Maal af Lidelse
