Løjtnant Clermont bøjede sig frem og kom langsomt af Sadlen. Han stod med de blanke Ridestøvler i Dynd til Anklen.
Ida blev siddende, og hun saa sig tilbage ad den Vej, de var kommen. Ogsaa Hesten drejede Hovedet, og da hun paany saa frem, mødte hun dens kloge og melankolske Øjne. Hun lagde Ridepiskens Skaft kærtegnende over dens Mule. Hun var uvillig, halvt ærgerlig over at opdage Broderens Plan med denne Ridetur. Hun fornam Uhygge ved at færdes igen paa disse Steder, som hun efter mange Kvaler havde opnaaet at faa slettet ud af sine Minder.
Leo Clermont aabnede Havens snørklede Gitterport. Deroppe paa Fløjene holdt endnu to Sandstensløver de forvitrede Vaabenskjolde. Han fulgte efter Søsteren op gennem Parkens Kastanieallé.
Og den gamle Elias Kroll, som bestandig havde sin Bolig i Gartnerhuset, kom frem og hilste dem, ærbødig og rørt. Ida nikkede venligt til Oldingen. Her var endnu en, der var Familien pligttro, som
