82
endnu ærede Clermonternes sunkne Navn. Hun betragtede ham med Undren; sagtens var han for gammel nu til at følge med Tiden, der nedbrød al Respekt. Derinde i Byen fandtes ikke Tyende mere, kun lejede Proletarer.
Hun spurgte Kroll om Datteren, med hvem hun i Barneaarene havde leget i denne Park. Og han nikkede glad: Det gik Datteren godt. Hun skrev jævnlig til ham. Hendes Chef forkælede hende, skrev hun. Men hun fik aldrig Frihed til at komme herud paa Besøg.
Ida smilede, hun erindrede sit sidste Møde med Hannah Kroll — Hannah Kroll, hvis Spadseredragt var som et Etui om hendes kostbare Legeme, — af hvis Rente hun levede.
Til Kapitalen en Dag forfaldt. — — —
En pludselig Angstfornemmelse rystede hende, fortonedes lidt efter lidt i en dump Uro, der ikke mere forlod hende. Og alle nye Tanker, der kom frem, farvedes af denne Uro.
De naaede Hovedbygningen, et toetages, tegltækt Hus, hvis Mure var skjoldede af Fugt og Snavs.
"Vedbenden, der voksede op til mit Gavlvindu er visnet," sagde Ida.
De gik op ad Granittrappen, paa hvis nederste Trin ogsaa nu en Vandpyt dannede Formen af en Hestesko. Døren sprang voldsomt op, og de snappede efter Vejret i Vestibulens mugne Luft. De store Gibsmedailloner hang endnu paa Væg-
