87
strakte lange Arme ud over Landet. Husene mylrede frem fra alle Kanter, Flade mod Flade, takkede Tage, Skorstene, Kirker, Fabrikker, Arbejderboliger, hver med sin Gaard, som Brikker paa et Dambrædt; — yderst ude en Kreds af isolerede Kaserner.
Leo sagde: "I Faders Tid var herude endnu Agerjord og Mose."
"Ja," sagde Ida og nikkede, "han lod Jorden ligge hen under den døde Haand."
Hun vedblev: "I Bedstefaders Tid var her endog en Lund, hvor tamme Raadyr græssede. Og dernede ved Søens Bred stod en lille Pavillon med hvide Søjler. Nu strækker Byen sine Hænder ud og tager Jorden til sig; Parcel efter Parcel. Og det hedder sig, at Konsortiet, som købte Ejendommen efter Faders Død agter at lave vort gamle Hus om til en Restaurant med Lysthuse, Musik, Keglebane og Øl."
Han saa tungt mod de saa nære Murlegemer, og han erindrede igen, hvad han paa sin Rejse havde set af de Godser, Slægten fordum havde ejet i Frankrig — smaa stejle Bjergchateauer i Auvergne — Vinhaver — Landsbyer. De blev fordrevne fra Land til Land, fra Plet til Plet, indtil de ikke ejede en Fodsbred Jord!
Ida stod ved Staldbygningens ene Vognport. Hendes Fingre arbejdede med en Slaa. Hun vendte sig. Der var et nølende Blink i hendes Øjne. "Jeg kan ikke," sagde hun.
Hurtigt gik han til og rykkede haardt i den
