Gik til Lübeck med sit Rov,
For at undfly Retfærds Lov.
Man ham griber, da forlader
Himmelgnisten brat hans Sjæl.
Han anklager grumt sin Fader,
Liig en Livets usle Træl!
Oldingen med sølvgraat Haar,
Snart for Dommerskranken staaer.
"Jeg har ikke myrdet Tønder,"
Lyder svage Oldings Røst.
Dommeren ham snart forkynder:
"Brøde boer ei i Dit Bryst.
"Reis til Hjemmet, Olding brav!"
Og han reiste — — til sin Grav.
Worm bekjendte da sin Brøde;
Haabed' dog, at skjænkes Liv.
Retfærd dømte ham tildøde.
Herre! Styrke Du ham giv!
Al hans Hu tilhøre Dig:
O, vær mod ham naaderig!
Yngling! dybt præg i Dit Hjerte:
Pligt og Dyd vær stedse tro.
Tænk paa Worm og paa hans Smerte,
Medens Du kan være fro.
Snart udgydes skal hans Blod:
O, vær stedse from og god!
