100
— Jeg kan sprætte Sløjferne af den grønne Kjole.
Da de kom ud paa Gaden igjen, sagde Frøken Johnny:
— Nu plukker vi Roser. Det gjør vi hos Dig.
Mens de gik ved Siden af hinanden, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Øjne saá saa langt ud i Luften:
— Det er saa længe siden, jeg har været til Fest.
Frøken Johnny standsede og saá paa Frøken Ingeborg.
— Kan Du da ikke læse i et Menneskes Tanker? sagde hun.
Men Frøken Ingeborg greb om hendes Haandled og Johnny tav, medens de gik videre, ved Siden af hinanden.
Uden for Borgmesterens Hus mødte de to Herrer i hvidt Flonel med Sømandskaskjet og i Lakstøvler.
De to unge Mænd hilste, og ikke saa snart var de komne forbi, før Frøken Johnny sagde:
— Men Gud, hvad skal de her?
Frøken Ingeborg svarede:
— Det er Therkildsens Sønner.
— Ja rigtigt, de hedder vist Therkildsen, sagde Johnny og de gik ind.
… Ved Bordet var de alle begyndt at tale om Fryants, om deres Landsted, om den fremmede Eskadre, Generalkonsulen lige havde modtaget som Vært, og om Rhederiet:
— De er s'gu dygtige Folk, sagde Tømmergrossereren:
