109
— Men det er virkelig Drue, min egen; medens den gamle Enkefrue bøjede sig hen imod sin Datter og hviskede:
— Hvem er det? Hun blev ved at sé paa Operisten, der var meget nedringet, med en stor Diamantnaal i sin Slips, som for at give Struben Plads til at arbejde.
De talte alle ind imellem hverandre og Tømmerhandleren, der ogsaa havde villet have Madeira, spurgte Christian, der bragte den:
— Det er jo her, han boer, Therkildsen?
— Ja, sagde Christensen, der knækkede Proppen i Flasken.
Tømmerhandleren begyndte at fortælle om Konsulen og hans Forretninger og sagde, at de kaldte ham Kong Sul:
— Fordi han er saa mager, sagde han; men Christian, der lo, saa han næsten hikkede, sagde:
— Der er ogsaa dem, der kalder ham Kong Saul. Og hans Sønner, dem kalder de for David og Goliath.
— Er den ene da saa lang? spurgte Tømmerhandleren.
— Nej, sagde Christian: de er lige lange.
Alle lo, og Inspekteur Rasmussen sagde:
— Ja, man har jo saa mærkelige Vittigheder i Provinserne.
Fru Rasmussen, der talte med Sangerens Frue, som uafladelig fyldte sin Mands Tallerken med Duebryst, sagde, at det altid havde »staaet for hende« at overvære Festspillene i Bayruth. Pludselig nævntes Fryants, og Fru Graa, der gjorde
